Viceborgmester Jane Dahl åbnede Slagelse Street Art Festival torsdag formiddag og satte kunstnerne igang med Portrætbattlen.
Her er Janes tale:
Kære alle sammen!
Det er en stor fornøjelse at stå her i dag og byde jer velkommen til denne spændende begivenhed på Nytorv. Om lidt lyder startskuddet til endnu en imponerende streetart festival, hvor 13 fantastiske kunstnere vil bringe farver, kreativitet og liv til vores by.
I år markerer vi begyndelsen til noget helt særligt. Vi tæller ned og sætter de talentfulde street art kunstnere i gang med at male. Ni af jer deltager i en intens battle om at blive Danmarks Største Portrætmaler, mens fire andre vil skabe permanente værker, der vil pryde vores bymidte i mange år fremover.
Det er ikke kun kunsten, der er spændende – det er også de store personligheder, der nu kommer til at pryde Slagelse for en stund. De ni kunstnere vil skabe værker af nogle af Danmarks meste kende og elskede figurer: Ghita Nørby, Heino Hansen, Kongen af Danmark, Erik Clausen, Knud Romer, Hella Joof, Svend Brinkmann, Melvin Kakooza og Tessa. Disse portrætter kommer ikke kun til at være imponerende kunstværker, men også hyldester til de mennesker, der har gjort en forskel i vores kultur og samfund.
Kunstnerne vil arbejde på kæmpe lærreder, der mål 3.6 x 3.6 m, og vi kan følge med i deres proces helt frem til lørdag kl. 15, hvor battlen kulminerer. Herefter vil en kompetent jury vurdere værkerne og kl. 16 vil vinderen blive hyldet efter en spændende og hård konkurrence.
Samtidig vil vi se nye permanente værker vokse frem i vores by. Der vil blive skabt kunst i Rosengården, ved VestsjællandsCentret og Movie-House. Disse værker vil ikke kun være smukke tilføjelser til vores by, men også inspirere og glæde os i årene, der kommer.
Jeg vil gerne takke alle, der har været med til at arrangere denne festival og især også kunstnerne for jeres deltagelse og engagement. Jeres arbejde bringer skønhed og eftertanke til vores hverdag, og det fortjener vores største opbakning.
Lad os nu alle sammen tælle ned og give kunstnerne en varm velkomst og vores fulde støtte. På tre – to en.. Lad kunstnen begynde!
Tusind tak og nyd festivalen!