Læs mere om de eventyr, som de ni kunstnere på Nytorv skal fortolke:
1. STine Hvid - havets moder
Forfatter: Inuit mytologi
Årstal: Ukendt, mundtlig overlevering
Oprindelse: Grønland
Kort opsummering:
Hun kalder fra havets bund, hvor hendes hår flyder som tang og hendes vrede former liv og død.
Eventyr:
Sedna levede ved havets kolde kyst sammen med sin far, hvor stilheden var dyb og vandet mørkt som nat uden stjerner. Hun kendte kun havets lyd og vinden, der skar i huden som usynlige knive, og hun voksede op med havet som eneste vidne til sit liv. Da tiden kom, blev hun giftet bort til en fremmed skikkelse, der førte hende langt væk fra menneskers varme og det liv, hun kendte som sit eget. Nogle siger, det var en ånd, andre en fugl i menneskeskikkelse, men ingen vendte nogensinde tilbage med sandheden.
Hun græd hver dag i sit nye hjem, hvor hver bølge mod kysten mindede hende om det liv hun havde mistet, og hendes stemme forsvandt langsomt i vinden. Hun forsøgte at kalde på sin far gennem drømme og gennem havets tåge, men svaret udeblev som stilhed, der aldrig brydes. Til sidst kom han i kajak over de åbne bølger, som syntes at sove den dag, uvidende om hvad der ventede. Men havet vågnede, og stormen rejste sig som levende væsener omkring dem, der ikke kendte nåde eller grænser.
I frygt for at drukne kastede faderen hende over bord. Hun klamrede sig til kajakken, og i desperation skar han hendes fingre én for én for at slippe fri af hendes greb, mens havet omkring dem blev mørkere og tungere. Da de faldt i havet, blev de til sæler, hvaler og fisk, og verden ændrede form under blod og salt, som om selve skabelsen skiftede retning for altid.
Sedna sank til bunds, hvor mørket aldrig slutter, og hvor hun stadig lever som havets moder. Fiskere og fangere hvisker hendes navn før de drager ud, for havet kræver respekt og balance mellem liv og død. Når mennesker glemmer denne pagt, filtrer hun sit hår og holder dyrene tilbage i dybet. Når de ærer havet, åbner hun sine hænder og giver livet tilbage til overfladen. I de dybeste strømme siges det, at hendes blik stadig følger dem, der glemmer at lytte.
2. Nikolai Irinov / Chiotheone - den ibenholtsorte hest
Forfatter: Mundtlig tradition samt 1000 Nats Eventyr
Oprindelse: Iran
Kort opsummering: Et eventyr om mod, list og en hest, der er meget mere end den ser ud til.
Eventyr:
I et rige fyldt med haver, springvand og marmorpaladser holdt kongen en stor fest for at fejre årets begyndelse. Fra fjerne lande kom lærde mænd og opfindere for at vise deres vidundere. Blandt dem stod en stille mand fra Persien, som førte en hest frem – skåret i sort ibenholt, så blank at den spejlede lyset som vand.
Hesten var ikke som andre. Dens øjne var indlagt med ædelsten, og i dens hals sad små skjulte drejeknapper. Opfinderen bøjede sig for kongen og sagde: “Dette er ingen almindelig hest. Den kan bære sin rytter gennem luften, hurtigere end vinden selv.”
Prinsen, som var ung og modig, blev grebet af nysgerrighed. Før nogen kunne standse ham, satte han sig op på hesten og drejede på en af knapperne. Med et ryk steg hesten til vejrs, højere og højere, indtil paladsets tage blev små som legetøj.
Men prinsen vidste ikke, hvordan man fik den ned igen. Natten faldt, stjernerne lyste omkring ham, og vinden blev kold. Han famlede efter knapperne, indtil han fandt den rette, og langsomt begyndte hesten at dale.
Han landede på taget af et fremmed palads, hvor en prinsesse sov bag slørede gardiner. Hun vågnede ved lyden og så den fremmede prins. Først frygtede hun ham, men da han fortalte sin historie, mildnedes hendes blik. De talte hele natten, og mellem dem voksede en kærlighed, som hverken afstand eller fare kunne slukke.
Ved daggry måtte prinsen rejse, men han lovede at vende tilbage. Han fandt vejen hjem, og snart vendte han tilbage for at hente prinsessen. Men den persiske opfinder, som var blevet afvist af kongen, ønskede hævn. Han bortførte prinsessen på den ibenholtsorte hest og fløj bort med hende.
Prinsen fulgte efter, drevet af kærlighed og mod. Efter lange rejser og farlige prøvelser fandt han hende igen, befriede hende og bragte hende hjem.
Og sådan blev det fortalt, at selv de største opfindelser kun er redskaber – det er hjertet, der bestemmer, hvor langt de kan føre os.
3. Lasse Bjerregrav - Sun, Moon ant Talia
Forfatter: Giambattista Basile
Årstal: 1634
Oprindelse: Italien
Kort opsummering:
Hun falder i søvn som barn af skæbnen og vågner i en verden, der allerede har glemt hendes tid.
Eventyr:
Talia var født ind i en profeti, der hviskede om en splint af hør og en søvn, der aldrig burde brydes. Hendes liv var fra begyndelsen mærket af noget, hun ikke selv kunne forstå, som en skygge der fulgte hende gennem hvert skridt. Da ulykken ramte, faldt hun om som var hun lavet af voks og drømme, og hendes ånd forlod ikke kroppen, men blev hængende i stilheden som et ufuldendt åndedrag.
Slottet stod stille omkring hende, og tiden gik uden at røre hendes åndedrag. Støv lagde sig som sne over gulve og vægge, mens verden udenfor fortsatte uden at kende hendes navn eller hendes skæbne. Indtil en konge på jagt fandt hende i hendes fortryllede dvale. Draget af hendes stille skønhed forlod han hende igen, men i søvnens mørke bar hun frugt af deres møde. To børn, Sol og Måne, kom til verden og deres latter fyldte de tomme sale som ekkoer fra en verden, der ikke ventede på tilladelse eller forklaring. De voksede op i skyggerne af hendes søvn, mens slottet langsomt fik nyt liv uden hende, som om tiden havde valgt en anden vej og skrevet sin egen fortælling ovenpå hendes stilhed. Ingen vidste længere om hun var levende eller fanget mellem verdener.
Men lykken i skyggerne er aldrig uden pris. Jalousi voksede som gift i mørket hos dem, der så hende som en trussel mod orden og magt. En dronning ønskede at udslette hende og alt, hvad hun ubevidst havde bragt til verden. I et mørkt begær efter hævn beordrede hun børnene slagtet og serveret for kongen som et makabert måltid. Kun kokkens barmhjertighed reddede de små, mens dronningen forberedte et flammende bål til Talia. Sandheden brød dog igennem i tide; det var dronningen selv, der endte i flammerne, mens Talia blev forenet med sin konge. Hun trådte ud af sin stilhed og ind i en verden, der var forandret for altid, men hvor lykken endelig regnede over hendes hoved.
4. Imken - Legenden om Popei eller Popiel den grusomme
Forfatter: Folkelegende
Årstal: Ukendt, mundtlig overlevering
Oprindelse: Polen
Kort opsummering:
Den grusomme fyrste glemmer folkets stemme, og rotterne tager hævn, mens slottet stille bryder sammen.
Eventyr:
Popiel, fyrsten af Krønikernes land, levede omgivet af rigdom og magt, men med hjertet koldt som vinterens mørke. Han spottede sit folk, ignorerede deres nød, og hans bord var fyldt med vin, mens bønder led i kulde og sult. Hans kvinder, de smukke prinsesser, levede i pragt, men også under hans luner, for ingen kunne nærme sig ham uden frygt.
Rygtet om hans grusomhed spredtes som ild gennem landsbyer, og selv skovens dyr holdt sig væk fra hans slot. Hans gamle bedstefar, der rådede ham til retfærdighed, blev ignoreret, og rådene om medmenneskelighed blev som støv i hans ører. Folket begyndte at hviske bag hans ryg, men frygten holdt dem tavse.
En nat, da mørket faldt tungt over landet, kravlede rotter ud af skovene og ind i hans slot, tiltrukket af hans skændige livsstil og hans arrogante latter. De gnavede gennem vægge og døre, og snart omgav de hans sal, hvor han sad med vin og glemte alle bønner. Popiel forsøgte at flygte, men rotterne var mange, deres sult var ubarmhjertig, og de åd ham levende, mens hans skrig forsvandt i mørket.
Folket fandt senere kun tomme haller og ruiner, hvor fyrsten engang havde regeret. Landet blev stille, men retfærdighed voksede igen som ny skov på brændt jord. Historien om Popiel blev fortalt videre, som en påmindelse om, at magt uden medfølelse altid møder sin ende.
5. Emilia Rubæk - Hvorfor bjørnen er stubbrumpet?
Forfatter: Norsk folkeeventyr
Årstal: Ca. 1844
Oprindelse: Norge
Kort opsummering:
Bjørnen lader sig forblænde af grådighed og rævens list, hvilket koster den dens stolte hale i vinterens is.
Eventyr:
Bjørnen mødte engang ræven, som kom luskende med et bundt fisk, han havde stjålet.
“Hvor har du fået dem fra?” spurgte bjørnen.
“Jeg har været ude at fiske, hr. Bjørn!” svarede ræven.
Da fik bjørnen også lyst til at lære at fiske og bad ræven fortælle ham, hvordan han skulle gøre det.
“Det er en simpel kunst for dig,” svarede ræven, “og det lærer du hurtigt. Du skal bare gå ud på isen, hugge et hul og stikke halen ned i hullet. Og så skal du holde halen nede i ret lang tid. Du skal ikke tænke for meget over, at det svier lidt i halen, det er bare når fisken bider. Jo længere du kan holde den der, jo flere fisk får du. Og når du er klar, skal du rykke den hurtigt op!”
Bjørnen gjorde, som ræven havde sagt, og holdt halen længe, længe nede i hullet, indtil den var frosset helt fast. Så rykkede han til, så halen blev revet af, og nu går bjørnen rundt stubrumpet den dag i dag.
6. Jens Stentoft - Urashima Taro
Forfatter: Japansk folkeeventyr
Årstal: Ukendt, mundtlig overlevering
Oprindelse: Japan
Kort opsummering: Fiskeren redder en skildpadde, og i havets dybder går tiden anderledes end på land.
Eventyr: Urashima Tarō, en ung fisker med stille blik og stærke hænder, vandrede langs kysten hver dag for at kaste sit net. En dag fandt han en skildpadde, fanget i tråde og panikslagen. Han løsnede den forsigtigt og sendte den tilbage i bølgerne. Skildpadden forsvandt med tak, men ikke før den havde set Tarōs venlighed.
Senere samme dag kom skildpadden tilbage og talte, som kun magiske væsener kan: “Følg mig, så vil du se havets rige.” Tarō, nysgerrig og uden frygt, fulgte den under vandet til et slot af koraller og lysende fisk. Havets prinsesse ønskede at takke ham, og hun bød ham at blive, med løfter om lykke og skønhed, som menneskealder sjældent kender.
Tarō tilbragte 4 dage omgivet af farver og musik, men længslen efter hjem og de gamle forældre voksede som tidevandet. Da han bad om at vende tilbage, gav prinsessen ham en æske og advarede: “Åbn den aldrig, før du er trygt hjemme.” Han steg op til overfladen og fandt til sin overraskelse landsbyen tom, tavs og hans forældre var ikke til at finde. Tiden havde flydt anderledes i havets dybder, for Tarō havde ikke bare været 4 dage under vandets overflade men derimod i 300 år…
I sin forvirring åbnede Tarō æsken. Et øjebliks lys og sus, og han blev forvandlet til en gammel mand, fyldt med visdom og savn. Havets skønhed blev hans minde, og legenden om Urashima Tarō huskes stadig som en fortælling om tidens foranderlighed og havets magi.
7. Lints - de to brødre
Forfatter: Brødrene Grimm
Årstal: 1819
Oprindelsesland: Tyskland
Kort opsummering: To brødre skilles af skæbnen, men mod og troskab fører dem sammen igen.
Eventyr:
Der levede engang to tvillingebrødre, så ens at ingen kunne skelne dem fra hinanden. De var sønner af en fattig mand, men havde gode hjerter og stærke hænder. Da de voksede op, drog de ud i verden for at søge lykke, for hjemme fandtes kun lidt brød og endnu mindre håb. Før de skiltes ved en korsvej, stak hver broder en kniv i et træ og sagde:
“Bliver bladene grønne, lever vi begge. Visner den ene gren, er en af os død eller i stor nød.”
Så gik de hver sin vej.
Den ene broder kom til en by, hvor sorg hvilede over alle gader. Hver dag blev en ung pige sendt til et bjerg for at ædes af en frygtelig drage med syv hoveder. Nu var turen kommet til kongens datter. Den unge mand greb sit sværd og red mod bjerget. Ved hans side løb dyr, han engang havde skånet: en løve, en bjørn, en ulv og en hare.
Da dragen steg frem med ild i gabene, kæmpede han tappert. Dyrene sprang til, bed og rev, og til sidst huggede han alle syv hoveder af uhyret. Prinsessen blev frelst og takkede ham med tårer i øjnene. Men en falsk marskal kom listende, truede helten og tog æren for sejren. Han førte prinsessen hjem og sagde, at det var ham, der havde dræbt dragen.
Den unge mand tav, men beholdt dragens tunger som bevis. Ved hoffet blev brylluppet forberedt, og prinsessen sørgede i stilhed. Da trådte den sande helt frem. Han lagde tungerne frem for kongen, og løgnen blev afsløret. Marskallen blev straffet, og den unge mand giftede sig med prinsessen.
Men lykken varede ikke længe. Under en jagt blev han forstenet af en heks i skoven. Samme dag visnede grenen på knivtræet langt borte. Den anden broder så det og vidste, at hans tvilling var i fare. Han drog straks af sted, fandt slottet og blev forvekslet med kongen, fordi de lignede hinanden som spejlbilleder.
Til sidst fandt han heksen, tvang hende til at ophæve trolddommen og befriede sin bror. Da de to igen stod ansigt til ansigt, omfavnede de hinanden med glæde. Rigdom og ære betød mindre end dette: at blodsbånd, troskab og kærlighed havde overvundet både løgn, død og mørk magi.
Og sådan lærte folk, at den, som handler ret og står fast ved sine nærmeste, aldrig går helt fortabt.
8. Komendant - the lame little duck
Forfatter: Mundtlig tradition
Årstal: ukendt
Oprindelsesland: Ukraine
Kort opsummering: Tillid er skrøbelig, og det, man forsøger at vinde med magt, kan man ende med at miste for evigt.
Eventyr:
Der levede engang et gammelt ægtepar, som savnede et barn at elske. En dag i skoven fandt de en lille and i en rede. Hendes ben var brækket, så de tog hende varsomt med hjem, lavede en blød rede af fjer til hende og plejede hende med kærlighed.
Mærkelige ting begyndte snart at ske. Når de gamle kom hjem fra marken, var gulvet fejet, brødet bagt og en varm borsch-suppe stod klar på bordet. Naboerne fortalte, at de havde set en smuk, ung kvinde bære vand fra brønden – en pige, der haltede en lille smule.
Nysgerrige og ivrige efter at møde deres hjælper, gemte de gamle sig bag stalden. De så en vidunderlig pige forlade huset, og mens hun var ved brønden, sneg de sig ind. I reden fandt de kun fjer. I den tro, at de kunne binde hende til deres hjem for altid, kastede de reden i ovnen, så flammerne fortærede den.
Da pigen vendte tilbage og så asken, græd hun bitterligt. De gamle bad hende blive som deres datter, men hendes tillid var brudt. “Jeg ville være blevet hos jer,” sukkede hun, “hvis I ikke havde spioneret og brændt mit hjem.” Hun bad den gamle mand om at bygge hende en rok, og hun satte sig ud i gården for at spinde.
Snart fløj flokke af vildænder hen over huset. De sang til hende og kastede hver en fjer ned til deres glemte søster. Pigen, som de gamle nu kaldte Eva, samlede fjerene om sig. Langsomt blev hun dækket af dun, forvandlede sig atter til en and og lettede fra jorden. De gamle stod tilbage i tavsheden og så hende forsvinde mod horisonten, mens de lærte den bitre lektie, at lykken ikke kan tvinges til at blive.
9. Viv Magia - Sudan laulu - the wolf song
Forfatter: Mundtlig tradition
Årstal: ukendt
Oprindelsesland: Finland
Kort opsummering: Overmod og mangel på selvbeherskelse fører til fald
Eventyr:
Engang mødte ulven en hund og sagde til den: “Hør nu her, min ven, skaf mig noget at spise uanset hvordan du gør det, for jeg er så frygtelig sulten!”
Hunden svarede: “Tja, der holdes bryllup i gården, og jeg kunne sagtens føre dig gennem folkemængden og ind under festbordet, hvor der er alt i overflod. Men du skal være så stille dernede, så stille, at man ikke hører det mindste lyd, ellers går det galt.”
“Tag det roligt, min ven! Skulle jeg ikke kunne være stille? Hvordan kan du overhovedet spørge om det!”
“Nå, kom så med!”
Hunden førte ulven ind under festbordet, og det lykkedes at få ham derind. Og der var, præcis som hunden havde sagt, alting i overflod, og ulven gav sig til at rydde bordet og æde løs. Men der stod også et fad med noget stærkt at drikke, og ulven drak af det for at skylle maden ned. Han drak endda en hel del. Men af det blev han meget beruset.
Og nu ville han for alt i verden synge til ære for brylluppet. Hvorfor ikke, når alle de andre også sang!
Hunden advarede ham: “Lad være, min ven, lad være! Det kan ende galt! Giv ikke så meget som et knyst fra dig!”
“Snak ikke! Hvad skulle der ske? Jeg synger, uanset hvad!”
“Lad være med at synge, jeg mener det alvorligt!” sagde hunden.
Men hvad brød ulven sig om det i sin bryllupsrus? Han sang, så det rungede i hele stuen.
Men ve den skæbne, der ramte ulven på grund af den sang. Bryllupsgæsterne afbrød deres festligheder, greb straks fat i deres kæppe og begyndte at tæve løs på ulven, så knoglerne knagede. Og så slem en omgang prygl fik den stakkels ulv for sin sang, at hans ryg er helt stiv den dag i dag.
